15 Mi t førs te markprøvemes tersk ab Da vi kommer noget længere frem, ser jeg dog, hvorfor jeg ikke skulle have apporteringen: vi er inde i en hegning, som kommer til syne, sandsynligvis en udsætningsplads. Cash får nu et flush på en kok, som letter ud af hegningen, og der skydes desværre 2 skud ved siden af. Vi får lov at fortsætte, til vi når enden af hegnet, og vi hopper over. William (dommeren), trækker mig lidt tilbage og væk fra hegnet, og siger så, at vi skal have hentet den løse fugl, som blev skudt. Dommeren angiver mig retningen. Til alt held kan man lige ane vingen på kokken, som ligger en 35 meter fremme. Jeg havde det ret ok med denne dirigering, dels fordi jeg kunne se hvor fuglen var, og dels fordi vi havde trænet en god portion dirigering op til mesterskabet. Jeg sender Cash ud, og han løber lige ud, samler fuglen op, som lige løber lidt, da det viser sig at den er anskudt, og kommer hjem med den, dejlig lige ud lige hjem apportering. Nu åbner skovbunden sig lidt mere, hvor der til tider er kvasbunker af grene og lidt brombærkrat, hvilket Cash stadigvæk smadrer igennem. Da vi har gået ca. 100 meter letter en løs fugl mellem os og den anden deltager. Vi har vel en 70 meter imellem os på dette tidspunkt. Fuglen bliver skudt og lander 3 meter fra Cash, som sidder med blikket stift rettet mod den. Dommerne voterer lidt om, hvem der skal have lov at hente fuglen, i hvad der synes som en evighed, alt imens fasanen ligger og basker med vingerne for bare at gøre det ekstra spændende. Vi har begge to haft flush og apportering, og det ender med at den anden deltager vælges til at skulle have apporteringen. Han trækkes et stykke tættere på og sender flot hunden op til fuglen, som leveres. William kigger på mig og smiler skævt (tænker, han har kunne se min nervøsitet i øjnene) og siger til mig: Kald bare din hund ind, du behøver slet ikke være nervøs for at den preller. Og dette slutter mit første slip. Jeg lægger snoren på hunden og en god fornemmelse opstår sammen med glæde og en smule stolthed over den lille hunds formåen! Jeg går tilbage over åen til de andre deltagere, som spændt vil høre, hvordan det er gået. På vejen krydser jeg skytten, som beskedent spørger om, hvilket nummer, jeg har. Her går det op for mig, at det nok er gået meget godt. Som prøven går, funderer jeg over vores første slip, og konstaterer at jeg nu har haft både flush og apportering, hvorved dette ikke er nødvendigt i mit 2. slip. Hvilket egentligt gav en god følelse i maven, da nogle deltagere og deres hunde, havde nogle forholdsvis lange slip inden flush, hvis de overhovedet fik det i første slip.
RkJQdWJsaXNoZXIy NzAwNg==